Hvorfor føles museet mere levende end skolen?

I weekenden var jeg på museum med mine børn. Vi så udstillingen Michelangelo: Imperfect på Statens Museum for Kunst og brugte lang tid foran David. Vi talte om det uperfekte, om sten og marmor og også om det langsomme. Og vi sad længe ved et lille tegnebord i hjørnet – hvor der bare var papir, blyanter og ro. Et sted, hvor man må undre sig. Hvor det er okay ikke at forstå alt med det samme.

Det fik mig til at tænke på skolen. Ikke som en kritik, men mere som en stille undren: Hvorfor giver vi så sjældent plads til det, der ikke straks kan forklares?

Museer inviterer os til at se. Ikke bare med øjnene, men med hele kroppen. De arbejder med rum og fortælling, med stemning, materialitet og rytme. De kræver ikke præstation. De kræver tilstedeværelse.

Og netop derfor er de så vigtige i en tid, hvor meget læring bliver gjort til noget målbart og effektivt. Vi taler om præstation, progression og evidens – men taler vi også om det, der ikke kan måles? Om det, vi mærker?

Digtet, skulpturen, den kunstneriske oplevelse, det åbne spørgsmål. Alt det, der netop ikke lader sig sætte på formel, men som åbner sindet og sætter livet i bevægelse.

Jeg kom til at tænke på Sophus Claussen.
I digtet Cæsar skriver han:
"Den største Lykke, vi kan faa,
er dog en Smule Aandens Ro
og Tid til at forundres."

Det er et næsten musealt syn på dannelse: At give børn og unge ikke bare viden, men også blik for og tid til at standse op. Blive grebet. Undre sig.

Som underviser har jeg ofte oplevet, hvordan netop det sker, når vi lader børn arbejde med hænderne, med sansning. Når vi lader dem tegne, sanse, forbinde sig til verden gennem en anden rytme end den, skemaet foreskriver.

Alligevel er mange af skolens rum stadig designet til funktion – ikke til fordybelse. Vi kalder dem klasselokaler, men måske er det netop det, de ikke er. Måske burde vi i stedet skabe opdagelsesrum – steder, hvor man må være undervejs. Hvor ikke alt skal forstås, men gerne må erfares.

Vi kunne begynde i det små. Et vindue, der må stå åbent. Et bord med papir og blyanter. Et øjeblik, hvor læreren selv stopper op og spørger sammen med eleverne – uden straks at svare.

For læring er ikke kun noget, vi forstår. Det er noget, vi sanser. Noget vi mærker.

Og måske – som Claussen skrev – er det største, vi kan give hinanden, en smule ro og tid til at forundres.