Trivsel begynder i kroppen

Der sker noget mærkeligt, hver gang jeg går ind på et kunstmuseum. Jeg bliver spændt. Altså helt fysisk. Som om kroppen ikke helt ved, hvad den skal gøre af sig selv. Det er som om, der er et lille “clash” mellem det, jeg ser, det jeg ved – og det, jeg mærker.

Et museum er lavet til at skabe oplevelser. Det er pænt, hvidt, fokuseret. Det taler til øjet. Til hovedet. Til det, der kan forstås. Men når det handler om materialer – stoflighed, tekstur, det konkrete – så bliver rummet nogle gange for... stramt. For tænkt. Som om det vil noget med materialet, som materialet ikke selv har bedt om.

Jeg ved godt, hvad intentionen er, når der ligger en bunke sten på gulvet, eller garn er spændt ud over et rum. Jeg kender sproget. Jeg forstår det. Men samtidig er der noget i min krop, der bremser for min oplevelse. Noget, der tænker: ja, det er marmor, men nu er det blevet til kunst – og så er det ikke længere bare marmor.

Det er med andre ord et paradoks: At det, der netop skulle løftes frem i sin stoflighed, mister noget af den, fordi vi forsøger at gøre det til netop kunst.

Heidegger og den dér sten i landskabet

Filosoffen Heidegger skriver i Kunstværkets oprindelse (1935), at kunstværket både viser og skjuler. Når marmoren ligger i Carrera og bliver slidt af regn og tid, er den bare. Den peger ikke på noget. Den er.

Men i det øjeblik vi lægger den på et museumsgulv eller former den som kunst, så bliver den intentionel. Den vil noget. Den betyder noget. Og dermed trækkes den væk fra det, den var. Heidegger kalder det en “strid mellem jord og verden”. Og den strid? Den mærker jeg i kroppen.

Leonardo og håndens tænkning

Apropos Italien, så er det interessant at undersøge, hvordan kunstneren Leonardo da Vinci arbejdede. For ham hang sansning og erkendelse altid sammen. Når han f.eks. tegnede vand, sten, muskler – så var det ikke kun for at illustrere. Det var for at komme tættere på virkeligheden.

Og måske er det dét, jeg savner i udstillingsrummet: At materialet får lov at være det, det er. At vi tør lade det blive stof – og ikke straks give det betydning. At hånden får lov at være med.

Hvad har det med skolen at gøre?

En hel del faktisk.

Som formidler, underviser og kunstpædagog er jeg meget optaget af, hvordan vi lærer børn og unge at møde materialet, før det skal forklares, sættes ind i en ramme? Hvornår får de lov at mærke noget – vægten, overfladen, modstanden – før de skal finde svaret, lave analysen?

Alt behøver ikke være pakket ind i diskursive begreber. Noget skal også bare sanses, mærkes, prøves.

Men i stedet ser vi i dag en skole (og et samfund), hvor vi har travlt med at akademisere alting – før vi overhovedet har givet tid til at mærke, hvad der egentlig er på spil.

Den britiske filosof Alan Watts siger noget vigtigt:

“Instead of debunking, we should create.”

Vi har gjort det til en vane at skulle forstå alting, pille det fra hinanden, analysere det. Men måske handler erkendelse i virkeligheden om at deltage i noget, skabe noget, være i noget.

Er trivselskrisen i virkeligheden en krise i kontakten?

Hvad hvis det, vi i skolen i dag kalder en trivselskrise, dybest set er en krise i mødet med virkeligheden? En mangel på kontakt med kroppen, materialerne, tingenes modstand og med hinanden? Det kan lyde provokerende, men måske peger det på noget afgørende.

I dag sidder børn i mange timer i en skole, hvor kroppen skal holdes i skak, og hvor energien helst ikke må slippe ud. Ro forveksles ofte med stilhed, men ro er ikke noget, man påtvinger. Ro er noget, man finder – i kroppen, i sansningen, i fællesskabet.

Alle børn har brug for at kunne regulere sig – ikke bare nogle få “udfordrende” børn.

Regulering sker ikke gennem mere akademisering, flere PISA-mål eller flere skemaer for, hvordan børn skal “være i ro”.

Den slags skaber måske struktur, men det skaber ikke nødvendigvis trivsel.
For regulering – reel, kropslig, sanselig regulering – opstår i mødet med det virkelige:
Med materialer, der har vægt og modstand.
Med bevægelse, rytme, variation og frihed.

Jeg drømmer derfor mere og mere om en skole, hvor børn ikke kun skal forstå verden – men mærke den. En skole, hvor viden ikke altid skal forklares, funktionaliseres eller presses ind i modeller, men får lov at opstå i mødet med det virkelige:
det stoflige,
det sanselige,
det langsomme

Lad os tænke på stenen i landskabet. Tung. Uformet. Virkelig. Før nogen sætter den på sokkel. Før nogen bestemmer, hvad den skal betyde. Bare … der.

Som Per Højholt skriver:

“Det er kun på papiret verden ser ud / som den gør.”

Og det er måske dér, vi må starte: Ikke med nye papirer – men med nye erfaringer.
Skoler der tør skrue ned for kontrollen og op for kontakten. Hvor børn lærer med kroppen, med hænderne, med hinanden. Hvor regulering ikke kun er en individuel adfærdsstrategi, men en sanselig, fælles praksis. Ligesom kroppen.